1 år er gået...

Siden William og Oliver blev født - et helt år. 
Hvor er tiden blevet af? 
Mine små bitte babyer, er blevet store og stærke drenge. 

Jeg husker det stadig, som var det i går at de blev født. 
Alt står i frisk erindring. 
Jeg var blevet mor... 

Starten på vores liv, som en familie på 4, fik en anden begyndelse end vi havde forventet. 
Men den tid har givet os en stor gave, for vi voksede sammen med drengene og de lærte os om livet 
- hvor vigtigt det er at leve nu og her. For måske er vi her ikke i morgen. 
Vi har været tæt på at miste dem begge - så hver dag og hvert minut tæller. 

Tiden arbejdede til vores fordel, specielt for William og Oliver.
Vi klarede os igennem, det vi troede skulle være den sværeste periode i vores liv. 
Uvidende levede vi vores liv, som den familie vi havde ønsket os. 
Vi nød det i fulde drag. Vi var ovenpå igen og følte os som en normal familie. 

Man plejer at sige, at lynet aldrig slår ned det samme sted to gange - men det er en gammel skrøne. 
Og vi blev endnu engang ramt af lynet - fra en klar himmel. 

Vores liv blev i løbet af et splitsekund ændret for altid - igen. 
Igen skulle vi starte forfra som familie og finde hinanden igen. 
Samle stumperne op efter knuste hjerter og knækket selvtillid. 

Tiden arbejder igen til vores fordel, og endnu en gang til drengenes fordel. 
Det siges, at tiden læger alle sår - dette kommer til at tage lang tid. 

Jeg har altid følt mig stærk og båret mine drenge under mine vinger og givet dem al min kærlighed. 
Jeg er sikker på, at det har hjulpet dem godt på vej i livet - specialt da de var små og skrøbelige. 
Jeg er stadig stærk for mine drenge og bærer dem under min vinger og overøser dem med kærlighed 
- selvom at min selvtillid som mor har fået et ordentlig knæk. 

Jeg håber, at når vi fejre drengenes første fødselsdag, at solen vil skinne på min familie. 
At lynet ikke slår ned igen. At vi kan leve som en familie, uden de store bekymringer. 

Jeg håber og ønsker at jeg kan give slip - jeg vil leve mit liv, sammen med min familie. 

Lige nu, i dette sekund, sidder jeg med tårer i øjnene og tænker på William og Oliver. 
Hvor meget de har givet mig og lært mig på et år. 
De vil for altid, være min inspiration i livet.
De er, for mig, de uovervindelige. 
Intet kan stoppe dem. De vil frem her i livet.

Jeg ønsker for dem, at deres liv bliver langt og lykkeligt.
At de kan gå gennem livet uden at blive ramt af lynet.
At de kan nøjes med et par små bump på vejen.
At de ved at deres far og mor elsker dem ubeskriveligt højt og for altid.


Jeg glæder mig til, at skulle tilbringe resten af mit liv sammen med dem og være en familie. 
Jeg glæder mig til, at få mit hjerte fyldt op af endnu flere gode minder.

Der er stille

her på bloggen. 

Men I skal lige se en video fra hverdagen med William og far.

Mine drenge - dem alle 3, kan få mit hjerte til at smelte. 
De gør livet værd at leve.

Forhåbentlig får jeg snart overskud til at få skrevet noget mere - for der er alt for stille!

Tiden efter

I dag er det 2 måneder og 4 dage siden, at William fik en blødning i hjernen. 

Jeg husker det, som var det sket for få minutter siden. 
Det sidder dybt i mig. 

Men nu hvor tiden er gået, har den heldigvis arbejdet til Williams fordel.
Han har allerede, på hans meget korte liv, oplevet to gange at livet ikke altid er en dans på roser. 
Men at livet har torne der stikker og gør ondt. 

Men hvordan går det så med William nu. 
Overordnet går det faktisk godt.
William er stadig William, som han var før ulykken. 
Hans smil smelter mit hjerte hver gang, hans glæde og grin får mig til at smile. 
Og så "snakker" han som et vandfald - det er så skønt at lytte til.
Han er livsglad, på trods af den modstand han har haft på sin vej.

I forhold til det motoriske er han rigtig godt på vej. 
Han har stadig nedsat styrke i hans venstre arm. Men han kan godt bruge den - når han vil. 
Han er stædig hvad det angår, han skal nok selv bestemme hvornår venstre arm skal bruges! 
Ligger han selv og leger, kan vi se at armen bliver brugt til at gribe om ting og legetøj. 
Han tager også nogen gange hans ske med venstre hånd når han spiser - så det er store fremskridt. 
Men det hele sker i hans tempo, på hans præmisser. 
Han er blevet meget mere bevidst om, at det er hans arm. 
Hvor det i starten virkede som om, at han ikke vidste at den var der. 
Han kan også, igen, komme op i strakte arme når han ligger på maven.

Men de fagpersoner vi har mødt indtil nu, er meget imponeret over ham. 
At han er så velfungerende og alderssvarende, på trods af hans hjerneblødning og hans for tidlige fødsel. 

Efter alt det der skete med William, var Oliver selvfølgelig også påvirket af det. 
Men man må sige han har taget revanche nu.
Det er bare et spørgsmål om tid før han kravler rundt over det hele.
Han er ved at få sin første tand. 
Og så er han også bare glad og smilende hele tiden. 
Der skal bare ske noget hele tiden, hvis det stod til ham. 


Jeg bliver lige nødt til at vise nogle flere billeder af William og Oliver - mine to smukke drenge

 

Smukke William

 

Smukke Oliver i "bakgear"

Søskende kærlighed

William ligger og leger, Oliver sidder og spiser legetøjet

Kærlighed i billeder

Smukke William

Oliver siger tak for mad

William

Oliver & William

Oliver & William

William & Oliver

Vi gemmer os

William & Oliver

I dag er...

den første dag, i resten af vores liv... 

D. 8 april 2013 var vi endnu engang på Skejby sygehus, da William skulle have taget et kontrolrøntgen af hans venstre underben, samt blodprøver. 

D. 9 april 2013 var vi igen igen på Skejby, for at få svar på røntgenbilledet og blodprøverne. 

Der havde fra starten af, været mistanke om, at vi skulle have vredet hans ben, således at der var kommet brud/vrid på hans underben - jeg ved ikke om jeg har nævnt det før.

Det billede der blev taget d. 8 april, var magen til det der blev taget for 28 dage siden og det var magen til det første der blev taget - som var blevet taget d. 20 feb.  
Så dermed kunne børneoverlægen ikke konkludere at der havde været et brud/vrid.  
Men hvad det så var, kunne hun ikke svare på.  
Nogle mennesker kan have en variationsfejl. 

I de tre uger vi var indlagt, troede vi jo egentlig at vi var blevet frikendt for anklagerne om påført skade. Men det var vi så ikke med overlægens øjne. Der blevet lavet en medicinsk udredning på William i de 3 uger. Denne udredning medførte, at konklusionen fra retsmedicinsk nu var en helt anden - i forhold til den første retsmedicinske rapport der blev lavet. 
Den nye rapport fra retsmedicinsk medførte, at vores sag nu ikke længere bare kunne lukkes. Men den skulle nu sendes videre til politiets jurister, som så skulle vurdere om vi skulle sigtes eller ej. 

Behøver jeg at sige, at den sidste uge har været ET HELVED. 
Vi har ventet med nerverne uden på tøjet, for hvad skulle det ikke ende med. 

Men i dag, blev vi ringet op af politiet. 
At sagen var afsluttet. 
Politiets jurister fandt ikke noget belæg for at sigte os.
Han var rigtig flink at snakke med, for som han sagde, "normalt ringer jeg ikke og fortæller folk at deres sag er blevet lukket, men med det I har været igennem, følte jeg at jeg det var på sin plads".

Jeg tudet. Jeg var glad, lettet, lykkelig. 
Men samtidig vred. Vred over, at én person kan ødelægge så meget for en familie. 

Vi har klaget til patientklagenævnet over børneoverlægen og vi overvejer at klage direkte til Skejby over hende. 

Nu skal vi se fremad. 

I dag, er første dag af resten af vores liv... 


Ps. Undskyld hvis det er lidt rodet skrevet, er stadig følelsesmæssigt påvirket af det hele.   

 

Spole tiden frem

Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden frem. 

Spole frem til der hvor alting lysner igen. 
Der hvor jeg ikke behøver at bekymre mig hvert et vågen øjeblik. 

Det eneste der kan fjerne mit fokus fra bekymringerne, er William og Oliver. 
Deres smil og glæde, deres pludren og larm, deres smukke øjne der kigger mig dybt i øjnene, som om at de fortæller, at alting nok skal gå og at det hele nok skal blive godt igen. 

Jeg var egentlig nået til det punkt, hvor jeg havde givet slip på bekymringerne, tankerne og alle de følelser der var forbundet med anklagerne. 
Men nu, nu er de tilbage igen. Og denne gang er det med endnu større påvirkning.

Jeg venter med længsel på den dag, hvor jeg kan lukke dette kapitel i mit liv. 
Hvor jeg kan få lov at bekymre mig om normale ting, som alle andre mødre bekymre sig om. 

Forhåbentlig kommer den tid snart.
For vi har brug for ro i vores familie, vi har brug for tid til at finde fodfæstet igen.

Det bliver aldrig det samme igen - del 2

Jeg kan mærke at det stadig gør ondt dybt ind i hjertet, at tænke på den anklage vi blev udsat for. 
Jeg tror aldrig den smerte forsvinder. 

Men måske ville det være godt at få det skrevet ned og få det ud af systemet på den måde. 

Jeg skrev i mit tidligere indlæg at sagen var blevet lukket samme aften som William kom til skade 
- af kommunen og politiet. 

Samme aften, hvor William er ved at blive gjort klar til operation, sidder jeg alene på hospitalet, da min mand er hjemme sammen med Oliver. 
Der kommer en læge ind til mig, sammen med en sygeplejerske og fortæller mig at de har anmeldt os til de sociale myndigheder. Det har de gjort på baggrund af Williams skade i hovedet og fordi de kan se at han har tidligere brud på hans ribben. 
Jeg sidder helt lamslået og forstår hverken hoved eller hale i det der sker. Jeg får fremstammet, om de brud ikke kunne stamme fra hans for tidlige fødsel. Men den læge der har anmeldt os, svarer ikke på det, kigger kun på mig som om at jeg har gjort min søn ondt - jeg glemmer aldrig hans kolde blik og hårde ord.

Så sidder jeg der, helt alene, med en søn der skal igennem en livstruende operation, hvor jeg ikke ved om jeg får min søn med hjem igen. Samtidig skal jeg forholde mig til, at vi - som forældre, nu bliver beskyldt for at have påført William hans skade.
I ren vrede og afmagt, ringer jeg direkte til A5 på Skejby og spørg om de har kendskab til, om William har haft brækket hans ribben. Jeg snakker med en sød sygeplejerske, som siger at hun godt kan forstå at jeg ringer - og at de allerede er blevet ringet op af de sociale myndigheder. 
Hun fortæller så, at det er meget normalt at for tidlig fødte børn kan have brækket deres ribben og at de i det øjeblik har en indlagt med netop brækkede ribben pga for tidlig fødsel. 
Bagefter får jeg ringet til min mand og fortæller at vi er blevet anmeldt til de sociale myndigheder. 
Han bliver helt lamslået og kan slet ikke forstå det. 
Jeg siger, at han jo nok bliver kontaktet på et tidspunkt af nogle fra kommunen eller politiet.

Efterfølgende bliver jeg vist op på intensiv afdeling på Aarhus Kommune Hospital for at vente på at William kommer tilbage fra sin operation. I mellemtiden er min mor ankommet og venter sammen med mig. 

William kommer tilbage fra operation og jeg får lov til at se ham. 
Jeg glemmer aldrig, hvor taknemmelig jeg var over at han stadig var i live.  
Jeg havde været hos ham i 5 min. ca, hvor der så kommer en sygeplejerske og siger, at der er en politibetjent der gerne vil afhøre mig. På det tidspunkt har jeg stadig ikke snakket med lægen som opererede William, så jeg ved ingenting om hans tilstand. 

Men jeg bliver vist ud til politibetjenten, som skal afhøre mig. Jeg sidder bare og fortæller hvad der skete, men jeg kan ikke huske præcis hvad jeg har sagt til ham. Jeg var noget omtumlet og ville bare være hos William. 
Han var faktisk meget flink og forstående. Han sagde allerede der, at han mente ikke der ville blive en sag ud af det, da det virkede sandsynligt det jeg fortalte. 
Da politimanden var færdig med at afhøre mig, ringede jeg til min mand, da han i mellemtiden havde forsøgt at ringe til mig og derefter sendt mig en sms hvor der stod: Der er kommet 4 politimænd og en fra kommunen herhjem for at hente Oliver og mig, da Oliver skal undersøges på Skejby Sygehus, om han har tydelige tegn på påført skade. 
Her er kl. ca. 22.30.
Jeg læser denne sms op, imens politimanden stadig er der og han er helt rystet over hvor voldsomt de er gået til sagen. 

Jeg får snakkede med lægen der havde opereret William og fik endelig lov til at komme ind til ham igen.
Jeg måtte bare kysse ham, nusse ham og fortælle at jeg elskede ham.

Da klokken er omkring 00.00 kommer Oliver og min mand ind til William og jeg på sygehuset. 
De vælger at overnatte på patienthotellet, så Oliver kan få ro og få sovet. 
Men hverken min mand eller Oliver får sovet meget den nat. 
De kører hjem igen næste morgen (lørdag). Jeg ser først Oliver igen om tirsdagen. 

Tiden på intensiv var tåleligt, da sygeplejerskerne og lægerne ikke virkede fordømmende overfor mig. 
De koncentrerede sig om William. 

William bliver overflyttet til Skejby mandag eftermiddag. Sygeplejerskerne er ikke videre behjælpelige med, at Oliver og min mand kan komme samme dag. 
Så jeg må igen stå alene et nyt sted, med en søn der er alvorligt syg. 
Hvor der ingen forståelse eller empati er for vores situation. 
For sygeplejerskerne havde allerede dømt os. 

Tirsdag morgen bliver jeg igen nødt til at spørge om de har fået arrangeret noget, så Oliver og min mand kan være sammen med os. Nu kan det så åbenbart godt lade sig gøre, at Oliver kan blive medindlagt som den raske tvilling og dermed skal min mand også være der.

Dagenen begynder at flyde sammen og tiden går. 
William får fortaget en helkropsrøntgen, da de vil undersøge om han har andre brud på kroppen, end de formåede brud på hans ribben.
Da der kommer svar på røntgenbillederne, viser det sig, at de brud på ribbenene som de havde formodet var der, at først var der mange, så var det blevet til at der var et enkelt brud, for at tilsidst at vise, at der slet ikke havde været nogle brud. Jeg måtte hele mit følelsesregister igennem en gang til. 
De forklarede det med, at en traumeskanning godt kan være lidt grynede i billederne og derfor havde man troet at det var brud på ribbenene man så. 
  
Efterfølgende, efter at Oliver og min mand er blevet indlagt, er vi egentlig "fanger" på den stue vi bor på. Vi må ikke forlade hospitalet, vi måttet ikke engang gå en tur udenfor med drengene. 
Vi måtte gå ud i køkkenet og hente mad og tilbage igen.
Hvis vi skulle forlade stuen med begge drengene eller bare den ene af dem, skulle vi ringe til vores sagsbehandler hos kommunen, for at spørge om lov. 
Den samme sagsbehandler, som vi først snakkede med efter en uge. 

Så vi bor i næsten tre uger, på en lille stue, hvor vi ikke må gå uden for og hvor vi bliver observeret og mistænkeliggjort hele tiden. 

Det var meget sparsomme oplysninger vi fik omkring vores situation. Det var som om, at sygeplejerskerne ikke havde lyst til at snakke med os.

Det viser sig så også, at grunden til at Oliver kunne blive medindlagt, var fordi han også skulle have foretaget et helkropsrøntgen. For de ville tjekke om han havde evt. gamle brud.
Samtidig med fik William igen foretaget en røntgenundersøgelse, da de mente at han havde noget opheling på hans vestre fodled.

Undervejs i hele det her forløb, har den børnelæge, som har fulgt William, hele tiden været overbevist om, at vi havde påført William hans skade. Vi var ikke et sekund i tvivl om, hvad hun tænkte om os. 
Det var meget svære at spore nogen form for professionalisme hos hende. 

Imens vi er indlagt, er der også et rend af læger, sygeplejersker og fysioterapeuter hele tiden. 
Så lige meget om William spiste eller sov, så skulle de undersøge ham eller se ham. 
Til sidst fik vi nok og lavede en døgnrytmeplan til personalet, så de kunne se hvornår William sov, spiste og fik medicin. Og vi forventede at de respekterede dette, så han ikke blev vækket konstant. Både læger og sygeplejersker havde fra starten af sagt, at han havde brug for meget ro og hvile - det manglede de bare selv at efterleve!

Onsdag d. 6 marts bliver jeg ringet op af vores sundhedsplejerske, at hun først havde hørt om hele hændelsesforløbet nu og spurgte om det var okay, at hun kom med til mødet d. 7 marts. 
Hun var så berørt af det hele og ked af, at vi havde været overladt til os selv i al den tid.

Da vi når til torsdag d. 7 marts, har vi næsten været indlagt i  3 uger.
Denne dag skulle der holdes et opsamlingsmøde, med henholdsvis 2 læger, en sygeplejerske, 2 fra socialforvaltningen, vores sagsbehandler (en stedfortræder) og vores sundhedsplejerske. 
Og selvfølgelig os.
Vores sundhedsplejerske kommer ind til os inden mødet skal starte, for at fortælle os, at hun bakker os op 100 %, hun er ikke et sekund i tvivl om at der ikke er hold i anklagerne. 
Hun er den første der fortæller os, at hun tror på os og at hun nok skal bakke os op. 
Vores familie og venner er selvfølgelig ikke i tvivl om vores uskyld, men det er først gang vi hører det fra en offentligt ansat. 
 
Det var et langt og nervepirrende møde.
Vi får svar på drengenes røntgen, at Oliver ingen gamle brud havde og at de stadig kunne se noget på Williams fodled - men det var ikke noget de ville behandle. 

Mødet, hvor børnelægen gennemgår hele sagen for folkene fra kommunen, tager ca. en time. 
Børnelægen er meget forundret over, at alle disse folk fra kommunen skal være tilstede, men vi - som forældre tænker at de lige så godt kan høre tingene direkte fra lægen, frem for at vi skal til at genfortælle det hele. Denne læge er meget fordømmende i sine udtalelser omkring sagen og bliver ved med at pointere, at hun altså ikke kan forstå, hvordan så stor en skade kan opstå, ved et så lille et fald.  Samtidig med, at hun blev ved med at pointere at det ikke vare hendes opgave at dømme, hun skulle kun lave en medicinsk udredning.
Ergo, hendes personlige mening var, at vi havde gjort det.

Da lægerne endelige var færdige med deres overlevering til dem fra kommunen, gik de.
Da havde vi fået af vide at ville blive udskrevet fredag morgen. 

Så gik de to fra socialforvaltningen og vores sagsbehandler udenfor, for at snakke sammen om hvad der så skulle ske nu. 
Vi sad alene tilbage med vores sundhedsplejerske. Og der brød vi fuldstændig sammen. 
Jeg sagde til hende, vi ved jo ikke om vi får drengene med hjem eller om dem fra kommunen tager dem. Sundhedsplejersken sagde, grådkvalt "der er ingen der tager jeres børn. I får jeres børn med hjem", "dem fra kommunen er her for at hjælpe jer". 

Da de kom ind igen, sagde de også med det samme, at selvfølgelig får I jeres børn med hjem!
De var der for at hjælpe os, så nu skulle vi i fællesskab finde ud af hvordan de kunne hjælpe os bedst muligt. 
Lige der, havde jeg bare lyst til at løbe ind til drengene og kysse dem og kramme dem. 

Så står vi der, torsdag eftermiddag, velvidende at vi bliver udskrevet næste morgen. 
Så vi spørger om vi ikke bare kan blive udskrevet nu - hvorfor vente. 

Grunden til at vi skulle vente, var pga børnelægen. Hun skulle lige læse drengenes journal igennem - det troede vi så, at hun allerede havde gjort!

Men vi får lov til at blive udskrevet torsdag aften, efter at lægen lige havde lavet et afsluttende tjek på drengene. Hun havde også haft kontaktet kommunen, for at tjekke op på, om det var rigtigt at vi bare kunne få lov at tage hjem med drengene. For hvis hun havde fået lov at bestemme, så havde vi nok ikke fået drengene med hjem. 

Vi fik pakket alle vores ting sammen i en hulens fart, så vi kunne komme hjem.
Væk fra dem, som skulle egentlig skulle bevare deres professionalisme, men som ikke var deres arbejde værdigt.

Så nu står vi her, som forældre og skal samle stumperne op. 
Stumper af mistillid, knuste hjerter, følelser af afmagt, manglende selvtillid. Men deres hverdag går ufortrødent videre. 

Vi har heldigvis noget familie der har været der for os, nogle venner som har været uundværlige og en sundhedsplejerske, som alle forsøger at hjælpe os på tilbage til noget der kan minde om en normal hverdag. 

Men det bliver aldrig det samme igen. 

Vi vil for altid have ar på sjælen efter alt dette. 
Både fordi vi nu har en søn der har en hjerneskade, men også fordi vi oplevede et system der vendte os ryggen, da vi havde allermest brug for hjælp og støtte.