Adoptionens pris

 Jeg er blevet mor. Jeg er virkelig blevet mor...

Jeg stortudet mig igennem aftens program på tv2.
Masho på 4 år og hendes lillebror Roba på 2 år, bliver adopteret til Danmark.

De biologiske forældre overgiver deres børn til de danske forældre, af kærlighed og med håbet om at de får en bedre fremtid i Danmark.
De biologiske forældre er syge og har fået 5 år at leve i.

Allerede efter at de danske forældre får børnene med til hotellet, begynder mit moderhjerte at bløde.
De små børn savner deres forældre og kan ikke forstå hvor de er.
De danske forældre udviser ikke nogen form for kærlighed og forståelse for pigens udafreagerende adfærd. Den danske mor forsøger at opdrage på hende - som om at Masho allerede har glemt sin biologiske far og mor.

De to børn, var trofæ-børn for de danske forældre.
Nu havde de endelig fået deres børn og skulle til at lege familien Danmark.

"Vi har trukket nitten" - udtalelse fra adoptivmoderen om Masho..
Uanset hvor hårdt og udfordrende det er, så omtaler man ikke sine børn sådan - ALDRIG.

Adoptivforældrene vælger at sende hende på børnehjem, fordi hun ikke lige levede op til deres krav og forventninger. Har man sagt A, må man også sige B.
Man kan ikke bare sende sit barn væk, fordi man møder modgang. Man tager kampen op og kæmper.
De burde kæmpe for det barn, de endelig har fået efter 7 år.

Mosha "jeg forstår det godt mor".. Hendes kommentar, da moderen fortæller hende, at hun ikke længere skal bo hos dem.. Det gav et stik i mit hjerte, da hun sagde det.
Der var ingen kærlighed, ingen omsorg... 

De besøger hende hver 3. uge på børnehjemmet. Hver 3. uge... 

Jeg krammede og kysede mine drenge ekstra meget og fortalte dem at jeg aldrig ville forlade dem, at jeg elsker dem...